Den dobbeltsidige arv fra Rosa Luxemburg

Peter Hudis

This article was translated into Danish by Anders Hadberg, first published in Socialistisk information  — Editors

Det er præcis dette, der gør Rosa Luxemburg så levende for os i dag. Rosa efterlod sig en dobbeltsidig arv idet hun både stod for en brændende modstand mod alle former for kapitalisme/imperialisme, men alligevel aldrig vaklede i sin kritik af de tendenser inden for de anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske bevægelser, der fejlede i at begribe vigtigheden af spontant initiativ, tankens frihed og demokratisk overvejelse.

Af Peter Hudis

 

Arven fra Rosa Luxemburg, der langt fra er et fjernt minde, fortsætter med at påvirke de store ideologiske og sociale kampe i vor tid. En afspejling af dette var debatten, der brød ud for et år siden, i april 2003, over den cubanske regerings beslutning om at idømme fængselsdomme (varierende fra seks til 28 år) til 75 politiske flygtninge og henrette tre sorte cubanere, der forsøgte at navigere en båd til Florida. Som reaktion på disse begivenheder skrev Eduardo Galeano, en anti-imperialistisk aktivist og teoretiker, der længe har støttet den cubanske revolution:

»Den cubanske regering begår nu handlinger, der – som den uruguayanske skribent Carlos Quijano ville skrive – »synder mod håbet«. Rosa Luxemburg, der gav sit liv for den socialistiske revolution, var uenig med Lenin om, hvordan et nyt samfund skulle opbygges. Hendes advarende ord viste sig at være profetiske, og 85 år efter at hun blev henrettet i Tyskland, har hun stadig ret: »Frihed kun for tilhængere af regeringen, hvor mange der end må være, er ikke rigtig frihed. Rigtig frihed er frihed for dem, der tænker anderledes«.

Galeano citerede også Luxemburgs konstatering fra samme værk, »The Russian revolution«: »Uden valg til en folkevalgt forsamling, uden pressefrihed og uden ubegrænset forsamlingsfrihed, uden den frie konkurrence mellem meninger, så stagnerer livet og visner i alle offentlige institutioner og bureaukratiet bliver det eneste aktive element«1.

 

Demokrati og socialisme

Rosa Luxemburg ville uden tvivl blive chokeret over, at venstrefløjen 85 år efter hendes død stadig diskuterer, om demokrati og frihed kan adskilles fra spørgsmålet om en social samfundsændring. De to spørgsmål var efter hendes overbevisning aldrig adskilte, og det er præcis denne dimension af arven fra Rosa Luxemburg, der påkalder sig fornyet vigtighed i lyset af den krise, som den radikale bevægelse står over for i med at formulere og udvikle et positivt alternativ til kapitalismens globale dominans.

Luxemburg levede i en tidsalder, der var dramatisk forskellig fra vores. Alligevel taler hendes tilgang til kriser kraftfuldt til vores ændrede verden, idet hun nægtede at adskille en brændende opposition til kapitalisme og imperialisme fra en kritik af radikale tendenser og ideer, der ikke formår at projicere ideen om menneskelig frihed som socialismens essens.

Det faktum, at vi lever på et tidspunkt, hvor den amerikanske imperialismes magt bogstaveligt talt synes uantastet og umulig at udfordre, har ledt til mange på venstrefløjen til at støtte eller nærme sig (åbent eller implicit) over for enhver bevægelse i opposition til USA. Men dette viser kun, at vi stadig har meget at lære af arven fra Rosa Luxemburg.

Rosa Luxemburg var en af de mest principielt funderede modstandere af imperialismen i marxismens historie. Uanset hvad man synes om hendes teori om udvidet reproduktion i »The accumulation of capital« eller hendes afvisning af krav om national selvbestemmelse (og jeg har kraftige indvendinger mod hendes synspunkter i begge disse henseender), så er det simpelthen ikke sandt, at hun ignorerede kolonialiserede folks kampe, eller at hun kun var bekymret om den undertrykkelse, de europæiske arbejdere stod over for.

Hendes »Accumulation of capital« er fuld af beskrivelser af forfærdelighederne fra den imperialistiske ekspansion i Algeriet, Indien, Sydamerika, Afrika og Sydøstasien. Hun angreb den måde, hvorpå britisk imperialisme »blev udkæmpet på bekostning af negrene«, og hun opponerede kraftigt imod destruktionen af oprindelige og ikke-kapitalistiske sociale relationer i det, vi nu kalder den tredje verden. Hele formålet med hendes største teoretiske arbejde »Accumulation of capital« var at vise, hvordan imperialismens ødelæggelser ikke bare var drevet frem af en bestemt politik eller af korrupte personligheder, men af selve kapitalismens natur.

 

Den ikke-vestlige verden

Luxemburgs agtpågivenhed for og føling med livsbetingelserne i den ikke-europæiske verden bliver endnu tydeligere i materialer, der nu er offentliggjort i »The Rosa Luxemburg Reader« (se note efter artikel), hvoraf nogle er trykt på engelsk for første gang.

»The Reader« indeholder den første engelsksprogede oversættelse af hendes »Introduction to political economy«, som omhandler destruktionen af oprindelige samfundsmæssige formationer i før-kapitalistiske samfund. I stedet for at understrege disse formationers »tilbageståenhed« fremhævede hun deres »ekstraordinære sejlivethed og stabilitet… [deres] elasticitet og tilpasningsevne«. »Kommunistisk ejerskab af produktionsmidlerne«, skrev hun, »gav, som basis for en rigoristisk organiseret økonomi, råd til den mest produktive arbejdsproces og bedste sikring af dens kontinuitet og udvikling i mange epoker.«2

I samme periode skrev Luxemburg også et manuskript om græsk og romersk slaveri, hvor hun erklærede sig uenig med Engels i at knytte fremkomsten af slaveri sammen med den private ejendoms opståen.

Hendes studier af prækapitalisme inkluderede ikke kun tidlige europæiske samfund som det græske eller de germanske stammer, men også en lang række forskellige ikke-vestlige samfund, nogle af dem stadig fungerende, om end i forfald, i hendes livstid: den russiske mir, de traditionelle landsbyer i Indien, Amazonens Bororo, Inka-imperiet, Lunda-imperiet i det sydlige Centralafrika, kabylerne i Nordafrika og de australske aboriginere.

Alt dette er skrevet i en periode, hvor europæiske marxister – inklusiv de mest radikale og anti-imperialistiske blandt dem – kun bekymrede sig lidt, eller overhovedet ikke, om udviklingen i store dele af den ikke-vestlige verden. Den mexicanske revolution 1910-11 er knap nævnt hos nogen europæisk marxist i denne periode, inklusiv Lenin, Trotskij og Pannekoek. Og selv når Afrika var nævnt (hvilket var sjældent), sagde disse personligheder intet om Afrika syd for Sahara. Sådan var det ikke med Luxemburg. Hendes diskussion af Mwata Kazembes imperium i det sydlige Centralafrika, og af hvordan »den europæiske civilisations indtræden i alle tilfælde var en katastrofe for de primitive sociale relationer« er unik blandt europæiske marxister i denne periode. I opposition mod den tyske imperialismes indsats for at udslette folkene Nama og Herero i det, vi i dag kalder Namibia, skrev hun: »Negrene i Afrika, med hvis kroppe europæerne spiller et spil, står mig ligeså nær« som »de [europæiske] jøders lidelser«3.

Nej, Luxemburg var ikke kun optaget af de europæiske arbejdere. Ej heller var »imperialisme« et kraftudtryk for hende, som hvis det havde været det blotte resultat af en »konspiration« konstrueret af en »klike« af reaktionære.

Som hun skriver i sin berømte Junius-pamflet: »Imperialismen [er] ikke én enkelt eller flere enkelte staters værk. Den er et produkt af et bestemt modenhedsstadie i den verdensomspændende udvikling af kapital, en fuldt ud international tilstand, et usynligt hele, der er genkendeligt udelukkende i alle dets relationer, og fra hvilke ingen nation kan holde sig uden for«4

 

Kritik af leninismen

Og dog, og dog, og dog… Betød Luxemburg’s brændende opposition til imperialismen, der gentagne gange bragte hende i konflikt med de reformistiske ledere af 2. Internationale, at hun forblev tavs over for de autoritære tendenser hos revolutionære, der modsatte sig imperialismen? Næppe.

Hun overtog aldrig en ensidig kritik af imperialismen ved at ignorere begrænsningerne hos dem, der stod i opposition til kapitalismen, men som fejlede i at fremstille socialisme og den menneskelige frigørelse som uadskillelige. Dette ses selvfølgelig tydeligst i hendes kritik af bolsjevikkerne i 1918 – i den selvsamme periode, hvor de stod over for en række interne og eksterne angreb fra kontrarevolutionære kræfter. Luxemburgs støtte til den bolsjevikiske revolution og hendes afstandtagen til kadetternes, mensjevikkernes og mange andre tendensers forræderi, afholdt hende ikke fra skarpt at kritisere Lenin og hans ligesindede for at »gøre dyd ud af nødvendighed«, idet de kvalte demokratiet og debatten efter at have grebet magten.

Som hun skrev i »The Russian revolution«: »Det er proletariatets historiske opgave, når det en gang har taget magten, at skabe et socialistisk demokrati i stedet for bourgeoisiets demokrati, ikke at fjerne demokrati overhovedet«. Hun ville ikke lade sig nøje med mindre, fordi hun insisterede på, at »socialistisk praksis betyder en total åndelig transformation hos masserne fornedret gennem århundreder af bourgeoisi-klassens herredømme«5.

Mange har argumenteret for, at Luxemburg droppede store dele af sin kritik af den bolsjevikiske revolution efter at være blevet løsladt fra fængsel i november 1918 og derfor valgte ikke at udgive sin pamflet »The Russian revolution« (den blev først publiceret efter hendes død i 1922 af Paul Levi). Alligevel ved vi nu fra breve, der for nylig har set dagens lys, at dette ikke var tilfældet6. Det var til fulde hendes intention at udgive sin kritik af revolutionen, men hendes planer blev afbrudt, da hun blev dræbt i januar 1919 af kontrarevolutionære – ansporet af lederne i det tyske socialdemokrati.

For nylig er endnu en ubegrundet myte angående Luxemburgs kritik af den russiske revolution kommet op til overfladen – nemlig at hendes kritik af Lenin var funderet på en tilbageholdenhed hos hende i forhold til nødvendigheden af at gribe magten og tage det »historiske initiativ« i kampen mod kapitalismen. I modsætning til kritik fremsat af Slavoj Zizek havde Luxemburgs kritik af Lenin, som hun hele tiden støttede, intet at gøre med tilbageholdenhed over for at gøre brug af de nødvendige midler i forhold til at bekæmpe de kontrarevolutionære.

Zizek skriver: »Vi skal tage afstand fra denne afpresning […]: der er ingen ‘demokratiske (procedurale) regler’, man a priori er forbudt at bryde. Revolutionær politik er ikke et spørgsmål om ‚meninger’, men et spørgsmål om sandheden, på vegne af hvilken man ofte er tvunget til at lade hånt om ‚flertallets mening’ og påtvinge den revolutionære vilje på den… Lenin havde ret: efter revolutionen skal de anarkiske forstyrrelser af de disciplinære indskrænkninger erstattes af en endnu stærkere disciplin.«7.

Hvad der fuldstændig mangler i Zizeks fremstilling, er en form for konfrontation overhovedet med problemet om, hvordan man sikrer at en ny herskende klasse ikke opstår, så snart revolutionen begynder at kvæle selvudvikling og frihed for masserne. Alt, hvad der bekymrer Zizek, er hvordan man »laver« revolution og bibeholder magten i mødet med de kontrarevolutionære angreb udefra. Men vor tids problem er ikke at »lave« revolutionen.

Vor tids største problem er at sikre at revolutioner ikke slår om i deres modsætning og bliver grundlaget for en ny form for tyranni. Det er sket igen og igen og igen over de sidste 100 år. Og det er denne realitet – det faktum at kontrarevolution gentagne gange er opstået fra inde i revolutionen – der hjælper til forklaringen af den amerikanske imperialismes globale dominans. Den katastrofale arv fra stalinismen såvel som andre autoritære tendenser, der omstyrtede demokrati og frihed efter at have taget »magten over staten«, har gjort langt mere skade mod ideen om socialisme end nogen anden propaganda fremstillet af borgerlige kræfter.

 

»Anti-imperialisme«

Medmindre vi taler om hvordan vi overvinder denne tendens hos revolutioner og radikale bevægelser til at slå om i deres modsætning, når demokrati, individuel frihed, og selvudfoldelse én gang er undertrykt, er det umuligt at bryde gennem den eksisterende kapitalismes ideologiske arsenal, der proklamerer, at »der er intet alternativ«.

Det er præcis dette, der gør Rosa Luxemburg så levende for os i dag. Rosa efterlod sig en dobbeltsidig arv idet hun både stod for en brændende modstand mod alle former for kapitalisme/imperialisme, men alligevel aldrig vaklede i sin kritik af de tendenser inden for de anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske bevægelser, der fejlede i at begribe vigtigheden af spontant initiativ, tankens frihed og demokratisk overvejelse.

At hun nægtede at fortie en kritik af de revolutionære blot for at bevare en »samlet front« mod »den fælles fjende« kan meget vel hænge sammen med det faktum, at hun var en af de vigtigste kvinder i den europæiske socialismes historie. Uanset om hendes dobbeltsidige arv kan forklares ved en uudtalt feministisk side hos hende (et spørgsmål, som fortsat er meget omdiskuteret), så taler Luxemburgs overordnede tilgang kraftfuldt til os i dag, hvor vi står over for en drift mod amerikansk verdensherredømme på den ene side, og reaktionære kræfter som islamisk fundamentalisme under dække af »anti-imperialisme« på den anden.

 

Artiklen er et indlæg, som Peter Hudis holdt på et seminar om Rosa Luxemburg i marts 2004. Anledningen var den nylige udgivelse af bogen »Rosa Luxemburg Reader«, som Peter Hudis har redigeret sammen med Kevin B. Anderson. Artiklen er oversat og forkortet af Anders Hadberg fra det amerikanske tidsskrift News and Letters (www.newsandletters.org).

Noter

  1. »Cuba Hurts,« af Eduardo Galeano,The Progressive, Juni 2003.
  2. Se »The Dissolution of Primitive Communism« iThe Rosa Luxemburg Reader, edited by Peter Hudis and Kevin B. Anderson (New York: Monthly Review Books, 2004), pp. 110 ff.
  3. Se Luxemburg’s brev til Mathilde Wurm fra 16. februar, 1917, iThe Rosa Luxemburg Reader, s. 390.
  4. »Junius Pampfletten«, iThe Rosa Luxemburg Reader, s. 326.
  5. »The Russian Revolution«, i The Rosa Luxemburg Reader, s. 306.
  6. Se Felix Tych, »Drei unbekannte Briefe Rosa Luxemburgs über die Oktoberrevolution« i IWK Internationale wissenschaftliche Korrespondenz zür Geschichte der deutsche Arbeiterbewegung 27:3 (1991), pp. 357-66.
  7. Se Slavoj Zizek, »George Lukács as the Philosopher of Lenin,« iA defense of history and class consciousness: tailism and the dialectic, af Georg Lukács (London: Verso, 2000). For en kritik af Zizek’s påstand, se Peter Hudis, »Lukács’s History and Class Consciousness Reconsidered,«News & Letters (juni 2001), s. 5, 10.
  8. Se »Writings on Women, 1902-14« iThe Rosa Luxemburg Reader, s. 233-47.
  9. Se Tariq Alis »Recolonizing Iraq,«New Left Review, 21 maj-juni 2003.

For truslerne fremsat mod irakiske feminister af såvel tidligere støtter af Saddam Husseins regime som af islamiske fundamentalister, se »Support Yanar Mohammed,« News & Letters, marts 2004, s. 2.

  1. Rosa Luxemburg,Women’s liberation and Marx’s philosophy of revolution, af Raya Dunayevskaya (Champaign-Urbana: University of Illinois Press, 1991), s. 194.

LEAVE A REPLY

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

0 Comments

FROM THE SAME AUTHOR